Danmarks historie

Mennesker har boet i det område, der i dag er Danmark, siden forhistorisk tid. Arkæologiske genstande, gravpladser og oldtidslandskaber viser skiftende former for jagt, landbrug, handel, tro og social organisering. I vikingetiden drog mennesker fra det danske område ud på rejser for at handle, bosætte sig, føre krig og øve politisk indflydelse. Perioden bød også på stærkere kongedømmer og en gradvis indførelse af kristendommen. Middelalderens Danmark udviklede sig gennem monarkiet, kirken, byerne, landbruget og konflikter omkring Østersøen og Nordsøen. Kongeriget var til tider politisk forenet med andre nordiske lande. Reformationen gjorde den lutherske kristendom central for staten og ændrede religiøse institutioner, uddannelse og ejerskab. Senere blev kongemagten mere centraliseret og var i en periode enevældig. Krige og politiske aftaler ændrede Danmarks grænser og magt. Tidligere territorier og de lange, komplekse forhold mellem Danmark, Norge, Island, Grønland, Færøerne og Slesvig kan ikke reduceres til en enkel fortælling om national succes. Det konstitutionelle styre afløste enevælden, og den demokratiske deltagelse voksede gradvist. Folkelige bevægelser, kooperativer, folkeoplysning, arbejderorganisering og kvinders politiske deltagelse var med til at forandre samfundet. Industrialiseringen fik mange til at flytte til byerne og finde nye former for arbejde. Landbruget blev også moderniseret, mens fagforeninger, arbejdsgivere, kommuner og nationale institutioner udviklede nye sociale ordninger. Danmark var besat af Tyskland under Anden Verdenskrig. Erfaringerne med besættelse, samarbejde, modstand, forfølgelse og redning er stadig vigtige emner for erindring og debat. Efter krigen blev velfærdsstaten udbygget, og Danmark blev tæt knyttet til nordisk og europæisk samarbejde. Den nyere historie omfatter også indvandring, kulturelle forandringer, dekoloniale debatter og fortsatte diskussioner om national identitet.