Natur i Danmark

Natur hedder natur på dansk. Landets lave terræn og mange øer skaber tætte forbindelser mellem land, hav, strande, klitter, vådområder, søer og beskyttede kystfarvande. Landbrugsjord dækker en stor del af landskabet, mens skove, enge, heder, moser og andre levesteder udgør mindre, men vigtige områder. Mange naturområder forvaltes og er ikke helt vilde. Skove hedder skove, og friluftsliv beskriver ofte udendørs rekreation. Folk går typisk ture, cykler, ser på fugle, bader, fisker hvor det er tilladt og opholder sig i offentlige skove og kystområder. Adgang afhænger af arealtypen og aktiviteten. Strande og mange offentlige naturområder er i vidt omfang tilgængelige, mens privat jord, dyrkede marker, indhegnede områder, vildtreservater og sårbare levesteder kan have begrænsninger. Beskyttede områder kan værne om landskaber, planter, dyr, geologiske særpræg eller kulturspor. Skilte og lokale instrukser kan begrænse adgang, hunde, bål, camping, indsamling, cykling eller færdsel i sårbare perioder. Danmarks planter og dyr påvirkes af tab af levesteder, forurening, dræning, intensiv arealanvendelse, invasive arter og klimaændringer. Genopretning af vådområder, sammenhængende levesteder og forvaltning af skove og græsarealer kan styrke biodiversiteten. Naturen ved kysten er tiltalende, men omskiftelig. Vind, bølger, erosion, strøm, koldt vand og flyvesand kan skabe risiko, selv hvor landskabet virker mildt. Besøgende, der tager ansvar, følger egnede ruter, holder styr på hunde, tager affald med hjem, undgår at forstyrre dyr og lader planter og levesteder være urørte. Sådanne vaner giver natur og friluftsliv mulighed for at deles om begrænset plads.