Historien om Tyskland

Tyskland var længe ikke en samlet nationalstat. I Det Hellige Romerske Rige fandtes talrige fyrstedømmer, byer og gejstlige områder med egne herskere. Reformationen i det 16. århundrede ændrede religion, politik, uddannelse og hverdagsliv. Splittelsen mellem katolske og protestantiske områder satte varige regionale spor. I det 19. århundrede voksede nationale bevægelser, industrien og byerne. Med grundlæggelsen af det tyske kejserrige i 1871 opstod en tysk nationalstat under preussisk ledelse. Første Verdenskrig førte til vold, nød og monarkiets ophør. Den efterfølgende Weimarrepublik var det første parlamentariske demokrati for hele Tyskland, men var præget af alvorlige politiske og økonomiske kriser. I 1933 oprettede nationalsocialisterne et diktatur. De forfulgte og myrdede millioner af mennesker, især under Holocaust, begyndte en forbryderisk krig og ødelagde demokratiske og retsstatslige strukturer. Efter Anden Verdenskrig var Tyskland besat og blev delt i 1949. I vest opstod Forbundsrepublikken Tyskland som parlamentarisk demokrati, og i øst Den Tyske Demokratiske Republik som socialistisk stat under et regerende parti. Den fredelige revolution i DDR og Berlinmurens fald banede vej for genforeningen. Siden 1990 har Tyskland igen været én stat, men erfaringer og følger af delingen præger stadig landet til dels. I dag ser Tyskland sig selv som et føderalt demokrati og en del af Europa. Erindringen om diktatur, krig og forfølgelse præger politisk dannelse, mindekultur og beskyttelsen af menneskets værdighed. Historien ses ikke kun i store politiske begivenheder. Bygninger, mindesmærker, familieberetninger, regionale skikke og museer viser, hvordan mennesker levede i forskellige tider.