Indvandringsret i Tyskland

Indvandringsretten i Tyskland kaldes ofte opholdsret. Den skelner mellem indrejse, tidsbegrænset ophold, permanent ophold og statsborgerskab. Områderne hænger sammen, men er ikke det samme juridisk. Borgere i Den Europæiske Union og deres berettigede familiemedlemmer kan som udgangspunkt færdes efter reglerne om fri bevægelighed. Tredjelandsstatsborgere har derimod ofte brug for et visum eller en opholdstilladelse. Undtagelser afhænger blandt andet af statsborgerskab og opholdsformål. En opholdstilladelse udstedes til et bestemt formål. Typiske formål er uddannelse, studier, beskæftigelse, familieliv og humanitær beskyttelse. Det tilladte formål har betydning for, om og i hvilket omfang man må arbejde. En opholdstilladelse er som regel tidsbegrænset. En permanent opholdstilladelse giver mulighed for tidsubegrænset ophold, hvis de relevante betingelser er opfyldt. Der findes også andre former for permanent eller særlig opholdsret. Ved familiesammenføring vurderes familieforhold, boligforhold, forsørgelse og andre betingelser. Kravene afhænger af den person, som familiemedlemmet skal slutte sig til. Børn, ægtefæller og andre familiemedlemmer behandles ikke altid ens. Ansøgninger kræver som regel dokumentation for identitet, rejsedokumenter og beviser for opholdsformålet. Ansvarlig kan være en tysk udenlandsk repræsentation, det lokale udlændingekontor eller en anden faginstans. Den rette instans afhænger af, hvor langt sagen er nået. Asyl og andre former for humanitær beskyttelse følger særlige procedurer. Anerkendelse som beskyttet person er ikke det samme som en almindelig opholdstilladelse til arbejde eller studier. Forbud mod udsendelse og en Duldung, det vil sige en midlertidig udsættelse af udsendelse, har andre virkninger. Ved naturalisation opnår man tysk statsborgerskab; det er ikke blot en opholdstilladelse. Det kræver en særskilt procedure og en vurdering af forskellige betingelser. Ændringer i de personlige forhold skal oplyses fuldstændigt og rettidigt til myndighederne.