Naturen i Tyskland

Til naturen i Tyskland hører levende væsener, landskaber og ikke-levende bestanddele som vand, jord, luft og klipper. De danner indbyrdes forbundne økosystemer, hvor enhver ændring kan få yderligere følger. Tyskland har forskellige naturområder. De omfatter Nord- og Østersøkysterne, det nordtyske lavland, floder og søer, mellemhøje bjergområder, skove, åbne kulturlandskaber samt det alpine forland og Alperne. En stor del af det synlige landskab er blevet præget af mennesker gennem mange århundreder. Marker, enge, græsgange, produktionsskove, diger og bebyggelser er derfor kulturlandskaber, men kan stadig rumme værdifulde levesteder. Skove lagrer vand og kulstof, beskytter jordbunden og giver mange arter føde og ly. Floder, moser, flodsletter, søer og kystområder er også vigtige, fordi de tilbageholder vand, filtrerer stoffer og rummer særlige artsfællesskaber. Artsrigdom kaldes også biodiversitet. Den omfatter mangfoldigheden af dyre- og plantearter, forskellene inden for en art og mangfoldigheden af levesteder. Naturbeskyttelsen i Tyskland er fordelt på flere niveauer. Forbundsregeringen, delstaterne, landdistrikterne, byerne og kommunerne varetager forskellige opgaver, mens foreninger, lodsejere, landbrug, skovbrug og frivillige bidrager i praksis. Kendte beskyttelsesformer omfatter naturreservater, nationalparker, biosfærereservater og naturparker. De har forskellige mål, og derfor kan regler og tilladt brug variere fra område til område. Naturen leverer rent vand, frugtbar jord, fødevarer, råstoffer, køling og beskyttelse mod visse naturfarer. Samtidig belastes den af arealforbrug, opsplitning af levesteder, forurening, intensiv udnyttelse, invasive arter og klimaforandringer. God naturbeskyttelse forbinder beskyttede kerneområder med naturnære, drevne arealer og spredningsveje for dyr og planter. Også haver, parker, vejkanter, vandløbsbredder og landbrugsarealer kan bidrage til et større sammenhængende netværk af levesteder.