Historie i Norge

Norge har været beboet i tusinder af år af mennesker, der tilpassede sig kyster, dale, skove, bjerge og det høje nord. Samerne er Norges oprindelige folk og har deres egen lange historie, egne sprog, livsformer og kulturelle traditioner. I vikingetiden rejste folk fra Norge vidt omkring som handelsfolk, bosættere, søfarere og plyndrere. Perioden har præget fortællingerne om Norge, men de fleste mennesker dengang levede almindelige liv som bønder, fiskere, håndværkere og familier. Kristendommen fik stadig større betydning i middelalderen. Konger, kirker, byer, lovgivning og handel bidrog til at knytte forskellige regioner sammen, selv om lokale identiteter og sociale forskelle stadig stod stærkt. Norge indgik senere politiske unioner med Danmark og Sverige. Unionerne påvirkede styreform, sprog, handel og kulturliv, mens folk i Norge fortsatte med at udvikle regionale skikke og en national identitet. Forfatningen fra 1814 er et centralt symbol på Norges moderne historie. Norge var derefter i union med Sverige, før det blev et selvstændigt kongerige i 1905. I det 19. og 20. århundrede kom industriel vækst, urbanisering, udvandring, ny transport og politiske bevægelser. Fiskeri, skibsfart, landbrug, vandkraft og senere olieudvinding påvirkede alle økonomien og samfundets udvikling. Norge blev besat af Tyskland under Anden Verdenskrig. Krigen påvirkede civile, modstandsarbejdet, politikken, den jødiske befolkning, fanger og mange dele af hverdagslivet. Efter krigen opbyggede Norge stærke offentlige institutioner og udvidede velfærdsydelserne. Historiske debatter omfatter i dag også samiske rettigheder, minoriteters erfaringer, ligestilling mellem kønnene, migration, kolonial magt og balancen mellem nationale fortællinger og lokal hukommelse.