Religion i Tyskland

Grundloven beskytter friheden til tro, samvittighed og religiøs bekendelse. Mennesker må have en religion, skifte religion, udøve den sammen med andre eller leve uden religion. Kristendommen har præget historie, helligdage, bygninger og skikke betydeligt. Den romersk-katolske kirke og de evangeliske delstatskirker er særligt udbredte; dertil kommer ortodokse kirker og mange frikirker. Jødisk liv har været en del af Tysklands historie i mange århundreder. Efter forfølgelsen og mordene under nationalsocialismen har beskyttelse, erindring og et levende jødisk liv i nutiden særlig betydning. Det muslimske liv er mangfoldigt og præget af forskellige baggrundshistorier, trosretninger, moskémenigheder og personlige former for religiøsitet. Der findes ingen enkelt organisation, der taler på vegne af alle muslimer. Andre religiøse fællesskaber omfatter for eksempel buddhistiske, hinduistiske, alevitiske, yazidiske og bahá'í-fællesskaber. Overbevisninger og religiøs praksis i hverdagen varierer inden for hver religion. Mange mennesker er uden religiøst tilhørsforhold, agnostikere eller ateister. Humanistiske og andre livssynsforeninger tilbyder også undervisning, rådgivning, ceremonier og sociale tilbud. Religion kommer til udtryk i hverdagen gennem bønner, gudstjenester, kostregler, tøj, fester og ceremonier i forbindelse med livets begivenheder. Det er en personlig beslutning, hvor meget man gør brug af disse udtryk. Staten og de religiøse fællesskaber er juridisk adskilt, men samarbejder på nogle områder. Eksempler er socialt arbejde, sjælesorg, religionsundervisning, helligdage og institutioner, der drives af kirkelige organisationer. Konflikter opstår, når overbevisninger, regler og rettigheder støder sammen. Respektfuld dialog indebærer at spørge, ikke at tillægge nogen en bestemt tro og at anerkende andres lige rettigheder.