Civilret i Norge

Civilretten i Norge regulerer forhold mellem privatpersoner og organisationer. Almindelige områder omfatter kontrakter, boliger og ejendom, ubetalte gældsposter, erstatning for skader, familieforhold, arv og tvister om ejerskab eller brug. En kontrakt kan være skriftlig, mundtlig eller fremgå af parternes adfærd, men skriftlig dokumentation er langt sikrere. Aftalen, løfterne, opfyldelsen, misligholdelsen og tabet afgør typisk, hvilke retsmidler der kan være til rådighed. Når nogen påstår, at en anden har forårsaget en skade, kan spørgsmålet handle om en pligt til at udvise omhu, en retsstridig handling, en årsagsforbindelse og et økonomisk tab. Den præcise juridiske vurdering afhænger af skadestypen og forholdet mellem parterne. En civil tvist begynder ofte med en direkte samtale eller et tydeligt skriftligt krav. Parterne kan derefter benytte forhandling, mægling, et klagenævn eller Forliksrådet, forligsrådet, som behandler mange typer civile krav. Hvis tvisten fortsætter, er tingretten normalt den første almindelige domstol. Sager kan ankes til lagmannsretten, mens Høyesterett hovedsageligt behandler sager med vigtige juridiske spørgsmål frem for at efterprøve alle faktiske forhold. Den, der fremsætter et krav, skal normalt forklare de faktiske forhold og fremlægge støttende beviser. Nyttige beviser omfatter kontrakter, fakturaer, billeder, beskeder, ekspertvurderinger og vidneudsagn. En retssag kan medføre gebyrer, advokatomkostninger og risiko for, at den tabende part skal betale nogle af omkostningerne. Retshjælp kan være tilgængelig i visse situationer, men adgangen afhænger af sagen og personens forhold. En endelig afgørelse kan tvangsfuldbyrdes gennem de norske tvangsfuldbyrdelsesmyndigheder, namsmyndighetene. Civilretten har sine begrænsninger, så en stærk følelse af uretfærdighed er ikke i sig selv bevis for et juridisk krav.