Sprog i Norge

Norsk, eller norsk, er det vigtigste sprog i det offentlige liv i Norge. Det tilhører den nordgermanske sprogfamilie og er nært beslægtet med dansk og svensk. Norge har to officielle skriftsprog: bokmål og nynorsk. Begge er norsk, og skoler og offentlige institutioner arbejder med de to skriftsprog på forskellige måder. Bokmål er den skriftform, de fleste bruger, mens nynorsk især er vigtigt i mange vestlige områder og landområder. En persons skriftsprog viser ikke altid, hvor personen kommer fra, eller hvilken dialekt vedkommende taler. Norsk har mange dialekter, kaldet dialekter. Udtale, ordforråd, grammatik og rytme kan ændre sig mærkbart fra region til region, og folk beholder ofte deres dialekt, når de flytter eller optræder offentligt. Samiske sprog, herunder nordsamisk, lulesamisk og sydsamisk, er oprindelige sprog i Norge. Deres brug og offentlige status er særligt vigtig i samiske fællesskaber og i de nordlige dele af landet. Norge er også hjem for sprog, der er kommet med migration, herunder polsk, arabisk, somali, urdu og mange andre. Flersprogede familier kan bruge ét sprog derhjemme og et andet i skolen eller på arbejdet. Engelsk undervises almindeligvis og forstås bredt, men norsk er vigtigt for en dybere deltagelse i lokale relationer, uddannelse, arbejde og offentlig information. For begyndere kan det være lettere at forstå end at tale. Sprog i Norge bærer både identitet og betydning. At spørge, om en person foretrækker bokmål, nynorsk, en dialekt eller et samisk sprog, kan vise respekt, men det er bedst at følge personens egne ord.