Religion i Norge

Den evangelisk-lutherske kirke Den norske kirke har haft en lang historisk rolle i det norske samfund. Den tilbyder gudstjenester, ceremonier, sjælesorg, fællesskabsaktiviteter og kulturelle traditioner. Norge er et land med religiøs mangfoldighed. Mennesker kan tilhøre kristne trossamfund, islam, jødedom, hinduisme, buddhisme, andre religioner, lokale fællesskaber eller slet ingen religion. Religionsfrihed betyder, at mennesker kan have, skifte, udøve eller fravælge en tro. Det betyder også, at offentlige institutioner skal give plads til forskellige overbevisninger og samtidig beskytte alles lige værdighed. Mange møder religion gennem livets ceremonier snarere end ugentlige gudstjenester. Dåb, konfirmation, bryllupper, begravelser, julegudstjenester og lokale kirkelige arrangementer kan have religiøs, familiemæssig, kulturel eller blandet betydning. Det offentlige liv i Norge er ofte forholdsvis sekulært. En person kan bruge kristne skikke, kirkebygninger eller religiøse helligdage uden at beskrive sig selv som særligt religiøs. Samisk religionshistorie omfatter ældre forhold til land, forfædre, hellige steder og åndelige praksisser. Historierne blev påvirket af kristningen, og nutidige samiske fællesskaber kan på forskellige måder forene kristent liv med oprindelig identitet. Religiøse fællesskaber bidrager til social kontakt, velgørenhed, undervisning, kulturliv og gensidig hjælp. De kan også skabe rum for sprog, madtraditioner, festivaler og støtte til nytilkomne. Religion kan være personlig, fælles og politisk på samme tid. Respektfuld sameksistens kræver, at man lytter, undgår antagelser og anerkender, at en religiøs betegnelse ikke forklarer alle menneskers værdier eller daglige valg.