Staten i Norge

Norge er en suveræn stat med egen forfatning, eget territorium, egne institutioner og love samt internationale forpligtelser. Staten handler på vegne af landet som helhed og beskytter den offentlige orden, den nationale sikkerhed, rettigheder og fælles tjenester. Norge er et konstitutionelt monarki. Kongen er formelt statsoverhoved, men den politiske magt udøves hovedsageligt af folkevalgte repræsentanter og regeringen. Kongens offentlige rolle er i det store og hele ceremoniel og følger forfatningsmæssige regler. Stortinget er Norges nationale parlament. Befolkningen vælger dets medlemmer, og Stortinget vedtager love, godkender statsbudgettet og fører kontrol med regeringen. Regeringen kaldes Regjeringen og leder det daglige arbejde i den nationale forvaltning. Norge har et parlamentarisk system. En regering skal have tilstrækkelig støtte i Stortinget for at kunne regere, også når ikke alle ministrene tilhører det største parti. Statsministeren leder regeringen, og ministrene har ansvar for forskellige politikområder. Domstolene er adskilt fra de politiske grene af magten. De fortolker og anvender loven, afgør tvister og beskytter juridiske rettigheder inden for forfatningens og andre bindende reglers rammer. Offentlige myndigheder skal følge loven og kan mødes med indsigelser efter fastlagte procedurer. Norge er en enhedsstat, men meget af det offentlige arbejde udføres lokalt. Kommuner, kaldet kommuner, håndterer mange dagligdags tjenester, mens fylkeskommuner har ansvar for blandt andet regional planlægning og videregående uddannelse. Nationale myndigheder fastlægger vigtige juridiske og økonomiske rammer. Norge anerkender også samerne som et oprindeligt folk. Sametinget, det samiske parlament, repræsenterer samiske interesser og arbejder med sprog, kultur, samfundsforhold og rettigheder knyttet til samisk liv. Dets rolle adskiller sig fra det nationale Stortings. Den offentlige forvaltning, ofte kaldet statsforvaltningen, omsætter love og politiske beslutninger til tjenester og afgørelser. Den omfatter ministerier, direktorater og andre offentlige organer. Offentlige afgørelser bør bygge på regler, relevante fakta, ligebehandling og klagemuligheder. Staten giver befolkningen vigtige ydelser og tjenester, herunder uddannelse, sundhedstjenester, social støtte, infrastruktur og beredskab. Disse tjenester finansieres hovedsageligt gennem skatter og andre offentlige indtægter, så systemet afhænger af deltagelse, forvaltning og politiske prioriteringer. Statsmagten har grænser. Norges forfatning, love, domstole, valg, offentligt tilsyn og grundlæggende rettigheder begrænser, hvad myndighederne kan gøre. Man bør derfor skelne mellem et politisk løfte, en administrativ afgørelse og en juridisk håndhævelig ret.